Referat af Korning Borgerforenings generalforsamling

tirsdag d. 31. januar 2012 kl. 19.00 på skolen

 

 

Dagsorden

 

  1. Velkomst

Ved formanden Ulrik Nielsen.

 

  1. Valg af dirigent

Birte Rasmussen valgt. Konstaterede, at generalforsamlingen var rettidigt indkaldt.

 

  1. Beretning ved formanden

Ulrik Nielsen takkede bestyrelsens medlemmer for de mange timers arbejde, som lægges i de forskellige arrangementer henover året.

Formanden fortsatte: Det første arrangement var fastelavn 2011 med fuldt hus i skolens gymsal. Vi udleverede 55 slikposer. Mht til kaffeborde havde vi denne gang forsøgt at sætte borde op i gymnastiksalen hurtigt efter tøndeslagningen, så selskabet ikke blev delt i to. Det var hyggeligt, at forældrene nu kunne være sammen med børnene ved bordene. Aht. til de folk, der gerne ville have en kop kaffe under tøndeslagningen, havde vi sat et enkelt bord op på gangen. Det fungerede fint, så det vil vi nok fortsætte med.

Dilettant: Stykket ”Katrine Olsen Banden siger stop” blev en succes. De optrædende var gamle kendinge, men med et par nye ansigter. Stor tak til alle jer skuespillere, instruktør og ikke mindst Harald som primus motor, der fik alt til at køre perfekt. Generalprøven havde fuldt hus, og galla-aftenen gik fantastisk. Nogle holdt ud til den lyse morgen.

Børnediskoteket i foråret havde 42 små og 17 store børn. I Bestyrelsens evaluering blev det takseret til at være bedste disko nogensinde. Det skyldtes måske, at vi nu havde fået mørklægningsgardiner sat op. Det gav en god lyseffekt undervejs. Vi havde desuden vendt diskoteket, så der blev danset i den bageste del af salen. Vi ville gerne have lidt flere store børn til at komme og spurgte dem derfor, hvad de kunne ønske sig for at gøre diskoteket bedre. Det viste sig, at de gerne ville starte med at spise lidt pizza sammen. Det lovede vi så at gøre i efteråret.

Byskilte: Efter tegnekonkurrencen er det rart, at vi fik projektet ført ud i livet. Skiltene var beregnet til at dele, så toppen kunne pilles af, når der ikke lige var noget at skilte med, men det viste sig, at kommunens tilladte mål var så små, at skiltet ser meget lille ud uden top. Derfor sætter vi altid et velkommen op i toppen. Alle kan benytte sig af muligheden for at sætte noget på skiltet. Man skal bare henvende sig til Henrik Vind, som styrer den del.

Byfesten er et kæmpe arbejde at få op at stå, og der lægger Borgerforeningen rigtig mange timer. Gåturen i Merringskov står Borgerforeningen for som optakt til ugen. Vi havde i 2010 annonceret med mad og havde da for lidt med. I år havde vi derfor rigeligt med, og det var en kanon succés.

Jeg vil gerne slå et slag for, at det bliver naturligt for alle i byen, at man er med til at evaluere på arrangementerne og fortælle, hvad der kan gøres bedre eller komme med nye forslag.

Ved byfesten havde vi børne- diskotek for de mindste, men det var ikke godt, da lyseffekterne ikke blev gode under teltdugen. I år agter vi at flytte det op på skolen for at kunne mørklægge bedre. Der var Filmaften for mellmgruppen og for de store med to forskellige film, men det viste sig, at mellemgruppen havde set filmen, selv om den var ganske ny. Vi blev så nødt til at kontakte nogle af forældrene for at få accept til at vise den film, der var beregnet på de store. Det var heller ikke succésrigt, idet filmen var på engelsk, og børnenes engelskkundskaber ikke helt tilstrækkelige.

Sæbekasseløbet var et nyt tiltag, som Borgerforeningen stod for. Der var 6 biler. Vi lærte lidt ved den lejlighed, f.eks. om banen, der skal være større, og at pokalerne skal bestilles i god tid, så de kan overrækkes straks på podiet. Vi skal nok også være lidt før ude, så vi kan få sponsorer til bilerne. Det går jo alt sammen til et godt formål.

Så blev gadekæret indviet i juni, og Borgerforeningen sponsorerede 4 flagstænger og flag til opstilling dernede.

Sankt Hans var som sædvanligt godt besøgt, og vi var i år blevet opfordret til at holde børnene inde på pladsen og ikke i haverne, men det mislykkedes til dels, idet IM, som vi jo samarbejder med, efter vores vurdering nok havde misforstået foredragsholderen lidt, så det blev til en halv times bibeltime, der ikke rigtig fangede de børn, der var vores målgruppe.

Børnedisko i efteråret: 42 små og 28 store børn. Der blev serveret pizza, og det var en succés.. En lånt slush-ice maskine var også et hit. Lys/lyd/stemning alt gik rigtig godt.

Juletræerne ved byens indfaldsporte blev sponsoreret af Merringgård, og Borgerforeningen satte dem op til 1. søndag i advent. Lyset tændtes fint, men der gik en lyskæde på et tidspunkt.

Juletræsfesten: Alt gik stærkt i år. Kl. 14.10 fik Peter Bertelsen ordet. Han havde allieret sig med sin svigerdatter Mette Bertelsen, og hun lavede en flot tegneserie, hvor børnene blev medspillere. Derefter gik det rundt om juletræet, og kl.15.10 var poserne delt ud, og nissefar og nissemor draget af. Så der blev god tid til en snak over kaffen og gløggen. Der var 37 børn, heraf de fleste små. Vi vil gerne have de større børn med, så vi skal nok tænke nye tanker der.

Hjemmesiden: Henrik Vind står for den i Lokalrådets regi og gør et flot stykke arbejde, men vi vil gerne prøve, om vi kan gøre det attraktivt at læse den hjemmeside, så vi måske kan slippe for at gå ud med papir til folk.

Ny Folder: Vi vil gerne synliggøre vores arbejde og synes, at vi fik lavet en god folder, der kom ud sammen med girokortet i år. Der var et par trykfejl, men vi synes, det er bedre at gøre noget end ingenting.

 

  1. Regnskab ved kassereren

René Jensen redegjorde for regnskabet.

Vi har brugt en del penge i år, men synes, at vi har fået meget for pengene til gavn for især børnene i Korning.

 

  1. Valg:

Valg af 4 bestyrelsesmedlemmer
På valg : a.
Ulrik Nielsen, Connie Rosengaard, René Jensen, (disse tre modtog genvalg)

b.Margit Jakobsen (ønsker ikke genvalg),

c.Lone Erichsen udtræder af bestyrelsen ekstraordinært, da hun er fraflyttet byen.

Opstillet: Birte Rasmussen og Lone Christiansen. Begge valgt. (Den ene for et år i

Lone Erichsens sted).

Valg af 2 bestyrelsessuppleanter

Opstillede: Henrik Vind og Harald Dam, begge genvalgt.

Valg af 1 revisor

Keld Jacobsen modtager ikke genvalg. Lene Hansen blev valgt

1 revisor-suppleant. Hans Hermansen, (modtager genvalg). Blev genvalgt.

 

  1. EVT.

Intet at bemærke. Referent Connie Rosengaard

Konstituering af bestyrelsen i Korning Borgerforening

 

31.01.2012

 

Formand: Ulrik Nielsen. Annasmindevej 26, Eriknauer, 8700 Horsens

Næstformand: Ulrik Folkmann, Korning Nørremark 3, 8700 Horsens

Kasserer: René Jensen, Korning Gammelby 24, 8700 Horsens

Sekretær: Connie Rosengaard, Korningvej 119, 8700 Horsens

Medlem: Peter Jensen, Søndervangen 59, 8700 Horsens

Medlem: Birte Rasmussen, Søndervangen 25, 8700 Horsens

Lone Christiansen, Korning Gammelby 22, 8700 Horsens. (valgt for 1 år.)

Suppleant: Henrik Vind, Oluf Lerchesvej 30, 8700 Horsens

Suppleant og Flagallé: Harald Dam, Korning Gammelby 15, 8700 Horsens